Rumaysa bint Milhan

tirsdag, marts 3rd, 2009

Førend islam blev introduceret i Yathrib var Rumaysa velkendt for hendes fortræffelige personlighed, hendes intellekt samt hendes selvstændige tankegang på. Hun gik under forskellige navne bl.a. Rumaysa og Ghumaysa, som muligvis kun var kaldenavne. En historiker mener, at hendes oprindelige navn er Sahlah men at hun senere hen blev kendt som Umm Sulaym.

Umm Sulaym var først gift med Malik ibn an-Nadr og deres søn var den berømte Anas ibn Malik, én af Profetens(saws) største ledsagere.

Umm Sulaym var en af de første kvinder i Yathrib, der underkastede sig islam. Hun blev påvirket af den raffinerede, dedikerede og overbevisende Musab Ibn Umayr, som var en de første, der blev udsendt, som islamisk missionær af Profeten(saws). Dette var efter det første troskabsløfte i al-Aqabah. Tolv mænd fra Yathrib var draget til al-Aqabah – der ligger ved udkanten af Mekka – for at aflægge deres troskabsløfte til Profeten(saws). Dette var det første store gennembrud i Profetens(saws) mission efter mange år.

Umm Sulayms valg om at underkaste sig islam blev truffet uden kendskab eller samtykke af hendes mand, Malik ibn an-Nadr. Han var ikke i Yathrib på daværende tidspunkt og da han vendte tilbage havde han fornemmelsen af ændringer i husstanden og spurgte derfor sin kone: ”Er du blevet forynget?” ”Nej” svarede hun, ”men jeg tror (nu) på denne mand (Profeten Muhammed saws)”.

Malik var utilfreds, især da hans kone valgte at offentliggøre, at hun havde underkastet sig islam og da hun underviste sin søn Anas i læren og praksis af hendes nye skæbne. Hun lærte sin søn at sige la ilaha illa Allah og Ash hadu anna Muhammadu-r Rasulullah. Den unge Anas gentog denne simple, men dybsindige erklæring af troen tydeligt og empatisk.

Umm Sulayms mand var nu rasende. Han råbte ad hende ”Du skal ikke fordærve min søn.” ”Jeg fordærver ham ikke”, svarede hun standhaftigt.

Derefter forlod hendes mand huset og det menes, at han blev udset af en af sine fjender som slog ham ihjel. Denne nyhed overraskede men berørte ikke Umm Sulaym dybt. Hengivent blev hun hos sin søn og bekymrede sig om at få ham opdraget rigtigt. Det menes også, at hun skulle have sagt, at hun ikke ville gifte sig igen med mindre hendes søn tillod det.

Da det rygtedes, at Umm Sulaym var blevet enke, besluttede en mand Zayd ibn Sahl, også kendt som Abu Talhah at blive forlovet med hende før andre slog til.

Han var sikker i sin sag og mente ikke, at Umm Sulaym ville vælge en anden frem for ham. Han var trods alt en stærk og maskulin person som var rig og ejede et hus, der var meget eftertragtet. Han var dygtig til bueskydning og en fremragende rytter, men vigtigst af alt tilhørte han slægten Banu Najjar ligesom Umm Sulaym.

Abu Talhah drog til Umm Sulayms hus. På vejen huskede han, at hun var blevet påvirket af Musab ibn Umayrs prædikener og blev muslim.

”Og hvad så?” sagde han til sig selv. ”Var hendes mand ikke fast tilhænger af den gamle religion, og var han ikke modstander af Muhammad(saws) og hans mission?”

Abu Talhah nåede frem til Umm Sulayms hus. Han spurgte og fik tilladelse til at træde indenfor. Hendes søn, Anas, var til stede. Abu Talhah forklarede, hvorfor han spurgte efter hendes hånd.

”En mand som dig Abu Talhah,” sagde hun ”er ikke let afvist. Men jeg vil aldrig gifte mig med dig, så længe du er en kafir, en vantro”.

Abu Talhah troede hun forsøgte at afvise ham og at hun måske allerede havde valgt en anden, der var rigere og mere betydningsfuld. Han sagde til hende:

”Hvad er det der virkelig forhindrer dig i at vælge mig, Umm Sulaym? Er det de gule og hvide metaller (sølv og guld)?”

”Guld og sølv?” spurgte hun noget forbløffet med et mindre fordømmende toneleje. ”Ja,” svarede han. ”Jeg sværger for dig, Abu Talhah, og jeg sværger for Allah og Hans Sendebud, at hvis du underkaster dig islam, vil jeg glædeligt acceptere dig som min mand, uden guld eller sølv. Jeg vil anse din underkastelse af islam som min Mahr”.

Abu Talhah forstod udmærket hentydningen. Han mindedes det gudebillede han havde lavet af træ, som han strøg al sin opmærksomhed i, på samme måde som vigtige mænd fra hans stamme ærede og holdt af deres personlige gudebilleder.

Muligheden var oplagt for Umm Sulaym til at understrege det unyttige i at tilbede sådanne gudebilleder, så hun fortsatte. ” Ved du ikke, Abu Talhah, at den gud du tilbeder foruden Allah stammer fra jorden?” ”Det er sandt,” svarede han.

”Føler du dig ikke dum, når du tilbeder nogle dele af et træ, mens du bruger resten som brændstof til at bage brød eller varme dig selv? (Hvis du ville opgive denne fjollede tro og dens udførelser) og blive muslim, Abu Talhah, vil det være mig en fornøjelse at acceptere dig som min ægtemand og jeg ville ikke have andet sadaqah fra dig end din underkastelse af islam.

”Hvem skal instruere mig i islam?” spurgte Abu Talhah. ”Det skal jeg,” svarede Umm Sulaym. ”Hvordan?”

”Udtryk sandhedens erklæring, og bevidn, at der ikke er nogen gud end Allah, og Muhammad er Hans Sendebud. Gå derefter tilbage til dit hus, destruer dit gudebillede og smid det væk.”

Abu Talhah gik og reflekterede dybt over hvad Umm Sulaym havde sagt. Han kom tilbage til hende strålende af glæde.

”Jeg har taget dit råd til mig. Jeg erklærer, at der ikke er nogen gud end Allah og Muhammad er Hans sendebud.”

Umm Sulaym og Abu Talhah blev gift. Anas, hendes søn var tilfreds og muslimerne sagde: ”Vi har endnu ikke hørt om en mahr, der var mere værdigfuld og kostbar end Umm Sulayms, for hun gjorde islam til sin”.

Umm Sulaym var tilfreds og fornøjet med sin nye ægtemand, som brugte sin handlekraft og talenter på islam. Han var én af de 73 mænd, der sværgede troskab til Profeten(saws) ved det andet troskabsløfte i Aqabah. Ifølge én overensstemmelse var hans hustru Umm Sulaym med ham. To andre kvinder, den lovpriste Nusaybah bint Kab og Asma bint Amr bevidnede Aqabah og aflagde troskabsed til Profeten(saws).

Abu Talhah var en entusiastisk tilhænger af Profeten(saws) og havde stor fornøjelse i blot at kigge på ham og lytte til sødmen i hans taler. Han deltog i alle store militære kampagner. Han levede et meget asketisk liv og var velkendt for at faste i lange perioder ad gangen. Det siges, at han havde en fantastisk frugthave i Medina med daddeltræer, druer og rindende vand. En dag, mens han var ved at udføre salah under skyggen af et træ, fløj en smuk fugl med lystfarvede fjer foran ham. Han blev fascineret af oplevelsen og glemte hvor mange rakat han havde udført. To? Tre? Da han fuldendte bønnen, besøgte han Profeten(saws) og beskrev hvordan han var blevet distraheret. Han sagde afsluttende: ”Vær vidne til, Allahs Sendebud, at jeg overgiver denne frugthave som velgørenhed, for Allahs skyld, den Mest Ophøjede”.

Abu Talhah og Umm Sulaym havde et eksemplarisk islamisk familieliv, hengivende til Profeten(saws) og tjenesten af muslimere og islam. Profeten(saws) plejede at besøge dem. Nogle gange, når det var bøn-tid bedte Han(saws) på en måtte forsynet af Umm Sulaym. Nogle gange tog Profeten(saws) også en kort lur hjemme hos dem, og mens hans sov ville Umm Sulaym tørre sveden af Hans(saws) pande. En dag da Profeten(saws) vågnede af sin lur, spurgte han(saws) ”Umm Sulaym, hvad laver du?” ”Jeg tager disse (dråber af sved) som en velsignelse der kommer fra dig” svarede hun.

En anden gang da Profeten(saws) besøgte dem, tilbød Umm Sulaym ham dadler og smørfedt men han(saws) spiste ikke noget af det fordi han fastede. Fra tid til anden sendte Umm Sulaym sin søn Anas afsted med dadler til Hans(saws) hjem.

Det blev bemærket, at Profeten(saws) havde en speciel medfølelse for Umm Sulaym og hendes familie, og da Han(saws) blev spurgt om det svarede Han(saws) ”hendes bror blev dræbt ved siden af mig”.

Umm Sulaym havde også en velkendt søster, Umm Haram, hustru af den imponerende Ubadah ibn as-Samit. Hun døde til søes under en søekspedition og blev begravet i Cypern. Umm Sulayms mand, Abu Talhah døde også da han var under en søekspedition, da det var den tredje Kalifs tid, han blev begravet til søes.

Selveste Umm Sulaym var bekendt for sit mod og sin tapperhed. Under slaget om Uhud bar hun en kniv skjult under hendes kjole. Hun delte vand ud og plejede de sårede samt forsøgte at forsvare Profeten(saws) når folkebevægelsen under kampen vendte sig mod ham. Under slaget om Khandaq så Profeten(saws) hende bære kniven og han spurgte hende hvorfor hun bar rundt på den. Hun svarede ”det er for at bekæmpe de der desertører”.

”Må Allah give dig tilfredstillelse deri”, svarede Profeten(saws). Gennem modgangstider udviste Umm Sulaym en unik styrke og rolighed. En af hendes yngre sønner (Umayr) blev syg og døde mens hendes mand var draget bort for at passe sin frugthave. Hun badede barnet og svøbte ham i ligklæder. Hun fortalte andre herhjemme, at de ikke skulle informere Abu Talhah da hun selv ville gøre det.

Umm Sulaym havde en anden søn, hvis navn var Abdullah. Et par dage efter hun havde født ham sendte hun Anas afsted med babyen og en pose dadler over til Profeten(saws). Profeten(saws) lagde barnet på sit skød. Han maste dadlerne i sin mund og puttede noget af det i babyens mund. Babyen suttede fornøjet dadlerne til sig og Profeten(saws) sagde, ”Ansar (de hjælpende) er kun glade for dadler”.

Abdullah voksede op og fik syv børn, som alle lærte Koranen udenad.

Umm Sulaym var et forbillede som muslim, hustru og mor. Hendes tro på gud var stærk og kompromisløst. Hun var ikke forberedt på at bringe hendes skæbne og opdragelsen af sine børn i fare, for rigdom og overdådighed, hvor meget end det var overvældende og fristende.

Hun var hengiven til Profeten(saws) og gjorde sin søn Anas pligttro i Hans(saws) tjeneste. Hun tog ansvaret for at få sine børn uddannet og hun havde et aktivt politisk liv, hvor hun sammen med andre muslimere delte både byrden og lykken under opbyggelsen af et islamisk samfund samt at leve under Allahs tilfredsstillelse.

Skrevet af Cihan Baran

 

 

Oversæt/Translate (Vær opmærksom på at oversættelsen IKKE kan garanteres at være korrekt). Translate to English Oversæt til norsk