Fra man bliver født til man dør, indeholder vores liv en masse forskellige elementer, oplevelser, forventninger og søgen. Nogle bliver født sunde og raske, og andre mere eller mindre handicappede, dvs. med en eller anden form for mal-funktion i kroppen. Nogle bliver født i mindre velhavende familier og skaber sig en god karriere ved at få sig en god uddannelse. Andre bliver født i rige familier og nyder arven efter sine forfædre.
Folk i Østen bliver som regel født i religiøse familier og bibeholder deres forfædres religion. Ligesåledes bliver folk født som muslimer, kristne, hinduer, jøder, buddhister m.fl. Nogle af disse religiøse mennesker bruger det meste af deres liv på at sprede deres tro, den religion, som de er overbevist om selv, og som de mener, er det bedste for mennesket. Hele deres liv søger de frelse gennem udøvelse af deres religion og ved at prøve at oplyse andre folk. De mindre velhavende, om de er religiøse eller ikke, søger hele deres liv en forbedring af deres livsvilkår gennem bedre arbejde og en søgen efter så mange penge som muligt – dette er deres form for søgen i deres liv – den materielle søgen. Modsat de religiøse, som søger mere sjæleligt, idet de oprigtige blandt dem ikke får materielle goder som betaling for deres oplysning af folk.
Fælles for disse grupper, der søger er der dog en ting, og det er en søgen efter en livspartner, en livsledsager, den såkaldte sjæleven(soul mate) – Den Eneste Ene. De religiøse finder dem i form af deres ægtefælle, som de prøver at tilbringe hele deres liv med. De andre prøver, med en søgen og ved at skifte forskellige kærester, at finde denne specielle person i livet. Nogle prøver endda at finde denne person ved udskejelser forbundet med fest, farver og begær.
Vi ser nu om dage en øget tendens til søgen af en speciel form for kærlighed, en søgen efter den eneste ene blandt alle folkeslag i verden, herunder danskere, europæere, amerikanere, afrikanere, asiatere m.fl. Denne søgen kan ses blandt både religiøse og ikke-religiøse folk, herunder i alle samfundslag, grupper, foreninger m.m. Denne søgen efter den eneste ene er således et universelt fænomen.
To personer møder hinanden og bliver så tiltrukket af hinanden, nærmest forblændede, at de glemmer alt andet og kun har hinanden i deres hjerner og hjerter. De er forelskede.
Graden af denne forelskelse varierer fra person til person, fra forhold til forhold. Alt virker dejligt for dem, og de får en følelse af, at tiden faktisk ikke eksisterer, de finder lykken.
For nogle fører det til et godt liv, hvor de drager immens fordel af, at de har fundet roen og lykken i den eneste ene. Men er det at finde den eneste ene det ultimative i livet, og kan dette fund resultere i at alt er godt og forbliver godt, eller har det også nogle bagslag, herunder negative aspekter?
Mange ateister og andre ikke-troende mennesker søger en lykke, som de finder i enten morskab, fester og farver, druk eller i en partner. Denne lykke er dog ikke vedvarende, idet der sker negative ting i forbindelse med at forholdet brydes. Personen kan ende i sorg og fortabthed og endda finde på at begå selvmord eller gå i dyb depression pga. af, at forholdet er gået i stykker. Man finder ud af, at det faktisk ikke var den eneste ene, og jagten går videre. Nogle glemmer dybest set meningen med jagten og således bliver uhyre begærfulde og dyriske i deres jagt. Disse ødelægger ikke kun dem selv men også andre, i mange tilfælde i store numre, når deres denne specielle form for mentalitet påvirker andre og således skaber uorden i samfundet.
Også religiøse mennesker er med i denne søgen som ovenfor nævnt. Disse prøver også i samme grad som de ikke religiøse at finde den eneste ene, dog er deres metoder anderledes afhængigt af, hvad deres tro tillader. Man skulle tro, at religiøse mennesker var mere indadvendte og ikke havde denne jordiske behov. Mange religioner anbefaler at giftes og stifte familier, idet familien bliver anset for at danne de mest trygge rammer for et godt liv, herunder udøvelse af religion. Nogle religioner forbyder dog også parforhold, hvis man vil tættere på Gud, idet parforholdet i sig selv bliver anset for at være urent, hvilket resulterer i, at nogle går i cølibat.
Islam anser det legale parforhold for at være rent i form af ægteskab, og alt uden for ægteskab er således urent. I Islam er mulighederne for at komme tæt på Allah bedre, hvis man har gift sig, og man behøver ikke gå i cølibat for at komme tættere på Allah, faktisk er halvdelen af ens tro det at gifte sig. Det er meget let at komme tættere på Gud ved ikke at have nogen kontakt med hverken kvinder eller samfundet ved at isolere sig, men det er uhyre svært at være gift, leve det daglige liv, være iblandt mennesker, udføre de daglige gerninger – og stadig udføre sig religion og praktisere Islam. I dette er der således meget større gevinster, belønninger, da det er meget sværere end at gå i cølibat, da man bliver konfronteret med problemer og ondskab og stadig vælger Allahs vej og altid lovpriser Allah.
Begrebet “Soul Mate” optræder faktisk i Quran som følger:
“Og Gud elsker ikke dem, der bruger deres penge på andre, for at blive set og priset af mennesker, mens de hverken tror på Gud eller Dommedagen; og den der har Satan som sjæleven, hvilken ond en sjæleven har han! (Nisa, 4:38)
I dette vers berettes der om Shaitan som sjæle-ven, som den eneste ene. For at se på, hvad begrebet faktisk dækker over, er dette vers uhyre interessant, idet man umiddelbart ikke kan tro, at man kan have ondskab i sit hjerte og sind. Når man ikke beder oprigtigt, men gør det for at vise andre det, at få respekt af andre eller andet, er man i en tilstand, hvor selveste Shaitan er ens kæreste, da Shaitan er i ens hjerte som sjæle-ven, den der betyder alt for en. I denne tilstand er man således langt væk fra Allah, idet Allah siger, at man i denne tilstand ikke tror på Ham(swt) og Islam.
En sjæle-ven, Eneste Ene(soul-mate) er således ens næreste, en som man blindt tror på, en som man elsker mere end alt andet i verden og en, som man har blind tiltro til. Man udfører således det, som sjæle-vennen også gør eller siger er godt, idet man tror, at kun det er det rigtige og gøre. Man lever og ånder for den ven, hele ens liv er for personen(eller fænomenet/livssynet). I filosofi betegnes det som at personen er i ens hjerte, dvs. man er besat af den person. Da hjertet er centret for mennesket både i fysisk og sjælelig forstand, er det optimale, højest opnåelige punkt derfor netop hjertet. Når hjertet er indtaget, er personen taget, der er ikke noget tilbage, personen er “erobret”.
Der hersker en generel meget anerkendt forståelse af, at ens eneste ene dvs. sjæle-ven bliver valgt af Allah i et stadie, hvor sjælene blev skabt, og at man således ingen indflydelse har på valget selv. Lad os se, hvad Islam i realiteten fortæller om det.
Profeten(saw) sagde:
“Hele verden er til nydelse, men det bedste af alt er en ydmyg kvinde” – Muslim
“Når en mand gifter sig, fulfører han halvdelen af sin religion, så lad ham frygte Gud mht. den sidste halvdel” – Bukhari
Ovennævnte 2 hadis understøtter forståelsen af vigtigheden af ægteskab i Islam. Der er således ingen tvivl om, at det ikke desto mindre er anbefalet og tilrådet men en pligt at gifte sig iht. Islam, idet man således undgår korruption dvs. at såre mange forskellige mennesker i sin søgen efter en partner.
Da der således, som ovenfor nævnt hersker en stor almen holdning i de islamiske traditioner om valget af ægtefælle, den såkaldte eneste ene, kigger vi lige på, hvad Allah(swt) siger i Quran om dette forudbestemte valg i surah Noor, som omhandler bl.a. ordren om hijaab og straffen for hor siger Allah:
Umoralske(korrupte) kvinder er til umoralske(korrupte) mænd og umoralske mænd til umoralske kvinder, ligesom gode(moralske) kvinder er til gode(moralske) mænd….(Nour 24:26)
I ovennævnte anbefales af Allah, hvorledes valget af ægtefælle skal ske. Dvs., mennesker har et valg mht. partner. Dette er en modsætning til begrebet om, at en partner er forudvalgt.
Utallige steder i Quran fremtræder dette fænomen, nemlig at mennesket af Allah bliver rådgivet mht. valget af en kone og vice versa. Tilmed er der en vejledning til fædrene, der skal gifte deres sønner og døtre væk, bl.a. i surah Baqarah, ayah 221, hvor der er et forbud mod at gifte sig med mushrikeen m.fl.
Nogle andre steder i Quran, bl.a. surah Noor, er der ayah, hvor det præciseres, hvem man må gifte sig med og forbud, dvs. mødte m.fl. Forbud og vejledninger findes utallige steder i Quran. Der er endvidere vejledninger fra Profeten(saw) om hvorledes valget skal ske:
Berettet af Abu Hureira(ra):
Profeten(saw) sagde:
“En kvinde bliver gift pga. 4 ting, hendes rigdom, hende familie status, hende smukhed og hendes religion. I bør alle gifte jer med religiøse kvinder ellers taber I.”(Bukhari, 007.062.024)
Endnu et råd om hvad man skal se for øje, når man vælger at gifte sig. Rådet er til mænd, men analogisk gælder det også for kvindens valg af ægtefælle. Her bekræftes Allahs råd om valg af ægtefælle iht. ens imaan(tro) og ikke materielle, jordlige goder.
Hvis man analyserer begrebet “valg” i de ovennævnte Quran-ayah og hadis, kommer tanken så frem i ens hjerne, at hvordan kan det være, at Allah har forudvalgt en partner til en, Den Eneste Ene, når Allah(swt) og Profeten(saw) selv giver råd og vejledning om, hvorledes man individuelt skal vælge en ægtefælle?
Diskussionen her er ikke stor, idet det er soleklart, at det er modsætninger. Hvorfor skulle man få chancen til et valg, når valget alligevel er truffet?
Når man gennemlæser Quran og Hadis, finder man intet steds noget om, at en partner skulle være valgt af Allah før ens fødsel, og at man bliver gift med denne partner.
Et andet argument, der understøtter teorien om retten til valg, er at mange folk faktisk bliver gift flere gange på grund af dødsfald, skilsmisse m.m. Endvidere, at mange faktisk slet ikke bliver gifte og har i deres liv flere partnere, som de deler følelser med. Dette peger igen på, at valget ikke er truffet forud for ens eget valg.
Når vi kigger på muslimernes religioner, før de konverterede til Islam, hersker der mange forskellige slags troer såsom folk, der tilbad 360 guder af sten, buddhisterne, hinduerne, ild-tilbederne, perserens Zartusht-religion m.fl. Fælles for alle disse er dog, at de alle tror på et forudbestemt valg af ens livspartner. Det er dog kun nogle få, hvor skilsmisser og flerkoneri ikke er tilladt, bla. Hinduismen. Der ses et tydeligt mønster på et menneskeskabt fænomen om “Den Eneste Ene”, hvilket fænomen – både set i lyset af Quran og Hadis, dvs. Islam, men også logisk tankegang og almen fornuft, efter analysering af begrebet – fremstår absurd(meningsløst).
Det kan således fastslås, at i Islam findes der ikke noget der hedder “Den Eneste Ene”, som er valgt af Allah, før ens fødsel, men at man selv kan finde sin partner, og hvilken god en partner kan det blive, hvis man følger Allahs(swt) og Profetens(saw) råds. En partner, der kan få verden til at fremstå som et Paradis og få en ind i det rigtige Paradis hinsides. Men dette kræver, at man bliver gift, dvs. at man er legal set i Allahs øjne, ægteskabet er ikke kun et krav men en velsignelse.
Denne søgen og hyppig skift af partner er korruption i Allahs øjne, man bør præcisere sine krav og forventninger iht. Allahs råd og således “slå sig ned”, idet denne evige søgen hele tiden er for hård for menneskets følelser, det skaber mere ufred end fred og ødelægger mere end det gavner. Afslutningsvis vil jeg citere kvinders rettigheder over for mænd, idet det er vigtigt, og den enorme store gave, som kvinder har fået fra Allah, idet de ikke har så mange forpligtelser som manden og faktisk har lettere ved at komme i Jannah(Paradis):
“Når en kvinde beder sine 5 daglige bønner, faster I Ramadan, beskytter sin fromhed(hijaab), og adlyder sin ægtemand, kan hun gå I Jannah fra en hvilken som helst port, som hun ønsker.” – (Abu Nuaim)
Hvilken lettelse for kvinderne, alhamdulillah. Der stilles ikke flere krav til kvinden end salah, faste, hijaab og at adlyde sin ægtemand iht. Islam. For mændene er visselig Paradis meget sværere. Det undrer en så, at hvorfor Helvede vil være fyldt med kvinder, men det er en anden diskussion. Lidt til mændenes arrogance, det følger af Profeten(saw):
“En troende må ikke hade sin kone, og hvis han er utilfreds med en dårlig egenskab i hende, så skal han tænke på en god egenskab, som hun besidder.” – (Muslim)
Hvilken storstilet rettighed og beskyttelse Profeten(saw) har givet en mumin kvinde, at man faktisk heller ikke har ret til at hade hende. Allah være priset, oh kvinder, tak Allah for den status. Så undrer det en, at mange muslimske søstre nu om dage tror, at Islam nedværdiger kvinden. Vågn op I muslimske damer.
Afslutningsvis vil jeg lave dua til alle og citere en hadis om den bedste af alle mumin-mænd, hvem er det? Profeten(saw) sagde:
“Blandt de troende er den med den bedste og mest perfekte tro den, som disponerer bedst og som er mest venlig med sin familie” – (Tirmidhi)
Artiklen er skrevet af: Red-α9
