Spiritualiteten og jagten på den indre ro med udstrækningsøvelser i Yoga samt åndedrætsøvelser, meditation og alt det, som jeg udøvede, fandt jeg i praktiseringen af Islam. Disse essentielle værktøjer for indre ro var anlagt på den mest velbalancerede måde – som en gave til mennesket skræddersyet til mennesket. Alle kan lave åndedrætsøvelser for at søge balance, og alle kan lave udstrækningsøvelser og kun gå op i det. Disse udøves dog på en balanceret måde igennem Islam, balanceret ind i dagligdagen, via de 5 daglige bønner. Hver med deres længde fra ca. 5 til 20 minutter og sammensat med Den sidste og Omfattende åbenbaring, Guds Ord, udtalt gennem mennesket. Man kan fra dette fysiske plan, med det verbale i sammenhæng med vejrtrækningen, og de kropslige bevægelser, gå ned til at analysere de forskellige dele af bønnen og dens meninger og betydninger, disse som appellerer til en endnu dybere og indre sjælelig kerne. Man skal udtale versene, ikke for højt eller for lavt, men midt imellem, og de indeholder en opnåelig åndelig perfektion, samtidig med at den er perfekt struktureret i alle sine dele.
I alderen af 18 år flyttede jeg ud af hjemmet for at bo for mig selv, have mit eget, leve mit liv. Ja leve et liv, som enhver anden ung dansker ville finde behag ved. Tage i byen, til fester, druk og den slags, men det var starten på en ungdom, som aldrig havde slået rod i sig selv, blot tilegnet assimilation af den sete kultur; så hvad var det at være sig selv? Det var vel at være som alle andre. Jeg var meget forvirret kan jeg huske, i alle ting var jeg forvirret, min Latin lærer sagde at mit navn betød “den forvirrede”, tænk at jeg slet ikke tænkte på, at det var af arabisk mit navn x. Livet bestod enten i at behage sig selv eller behage andre, hvis noget skulle gøres, skulle det være for nogen. Efter en ungdom, hvor mit liv havde været i forskellige kredse af mennesker f.eks. popkulturen – med udseendet som det vigtigste – dette i gymnasiet, begyndte jeg er at bevæge mig ud for normerne, kunne ikke finde hold i noget, og jeg bevægede mig igennem andre menneskers kredse. Så der fandt jeg mest identitet var ved at være “mig selv mest”, og jeg vidste ikke om der var en gyldig sandhed til stede på jorden, men der måtte være en Gud, men en vej som var ret at følge, det vidste jeg ikke om der var, efter så meget manipulation tænkte jeg:
MODSTYKKET SANDHEDEN ER ALTID TIL STEDE, ALLAH, VISER DEN TIL HVEM HAN VIL, BENÆGT KORRUPTIONEN OMKRING OS, OG VIND FREM I IMAAN.
Religion var dog noget, som jeg ikke brugte meget tid at tænke over. Efter arbejdet mødtes jeg med “hippierne” – dem som ikke var tilfreds med, hvordan tingene var, dem som ville have deres eget, på deres egen måde. Og Punkerne – dem, som følte sig udenfor det reelle borgerskab. “Frihed” i ordets forstand, til at være sig selv, i form af dyrkelse af sig selv som man vil. Ingen diktering fra mediekulturen/religionen, der fortalte en hvordan man skulle klæde sig eller tilpasse sig. Identitet var gruppe, påklædning, og personlige holdninger, og man var som man ville være. Det var dog nok inspiration fra tidligere generationer. Måske i alle tider eksisterer der grupper af samme kaliber der deler bestemte meningsdannelser imod magthaverne, med deres tolkning på hvordan de mener livet skal leves.
Jeg havde lært at tale og udtrykke mig, til folket gennem mit arbejde, og så det som et håndværk, at kunne snakke, mine meninger kom til udtryk, jeg snakkede bl.a. om medmenneskelighed, materielværdi, nytte, at hjælpe andre. Men opfattelserne om livet var stadig grå. Det handlede om at have det godt, og så hvis det ikke var det ene, der kunne gøre en glad, så blev det skiftet ud med noget andet. I slutningen imod mit ikke-religiøse liv havde jeg taget rusmidler til mig for at ramme nåleøjet for fred og harmoni, alt er skønt og i balance – bedøvelse..! Jeg havde ikke noget reelt sted at bo mere, jeg overnattede hos forskellige mennesker og klarede mig derved. Jeg var on-the-road, prøvede at være uafhængig!
Denne rejse væk fra min familie min kultur min opvækst, var nået til et punkt, hvor jeg var blevet fremmed for den, dog tiltalte de gode værdier i mig stærkt, og mange gange sagde jeg “det har min mor lært mig!” At dele, ikke spise alene, takke Gud for sit gode helbred, ben og arme, de ting jeg nogle gange huskede, især når man så hvordan Danskerne opførte sig. Dog var nogle af dem anderledes, herunder mere åbne, modtagelige, nogle som ikke syntes om samfundsidentitet og uretfærdighed omkring – de havde gode egenskaber i sig, men hvor blev deres idealer taget fra? Hvad efterlevede de? (Spørgsmål til dem). Nogle var dobbeltmoralske idet de udviste grådighed ved at vælge ikke at dele etc., men det viste bare, at de levede et liv i frihedens navn, hvor de kun var rede til at ofre sig så meget, som de selv syntes var ok til at være frie, frie til udfoldelsen af egoet. Det blev mere dem selv, der af frihed til at vælge reglerne, valgte alt efter hvor meget de var villige til at ofre af sig selv.
Men der var også mange gode mennesker derude blandt de unge, både drenge og piger og de var ydmyge af natur, nede på jorden som man siger. Disse drenge opførte sig forvirrede. De var stille, dog på en balanceret måde, med sjov humor og gode menneskelige egenskaber og smil. Det var som om de ikke vidste det af sig selv, de så jo også lidt forvirrede ud.. Pigerne, en håndfuld måske mere som jeg mødte var ydmyge og flotte og glade for at leve.
Usammenhængende for mange overvejelser, og blanding af Islam sammen med det ureligiøse.
I dag – hvor ydmyghed er tegn på svaghed og negativt – hvor et stærkt ego kan være det, som fører en frem. Vi går modsat og arbejder med at forstå egoet, og forstå at alle gode Egenskaber tilhører Skaberen af Alt, det jo Ham(swt), som har skabt det og alt vender tilbage til Ham(swt).
Men jeg blev mere bleg i hjernen af det jeg røg, jeg var ikke sammenhængende mere. Jeg var sammen med min kammerat, som jeg mødte engang, da jeg havde en stærk trang til at ryge, hvor jeg gik til hans dør, så blev vi venner. Han gik i sort tøj, kunne lide rockmusik, psykodeliske stoffer, anarki, men også fred og frihed, og det var det, som bandt os sammen, selvom vi var modsat hinanden på mange andre punkter. Jeg havde mit tøj, det var mig, og sådan jeg ville være, tog jeg det på. Det var beskidt, til kulden til gaden, og i min taske havde jeg alt, hvad jeg skulle bruge. Vi var flyttet ind i en bunker, mig og min kammerat, vi boede under jorden i et fugtigt cirkulært øvelokale.
Her en aften sad jeg på min madras, i mine tæpper, der var sandsynligvis musik, og pludselig blev jeg omringet, altså jeg følte, at noget andet var i lokalet, og en masse følelser blev tændt i mig, opblusset og jeg begyndte at græde, og min kammerat spurgte mig, hvad der var galt, hvorfor jeg græd, men jeg sagde bare, at det ikke var noget, og alt var ok, der var en følelse af fred, det var ikke os, alt var ok, sagde jeg… Jeg følte en følelse af sorg, en følelse af trang til gråd kom i mig, det hele var sørgeligt, og jeg blev ked af det, så jeg græd. Da væsenerne forlod rummet fortalte jeg ham, at det var verdens situation, der fik mig til at græde ikke noget jeg rigtig forstod, men det var så sørgeligt, men jeg var så ekstrem bange for de væsener der havde været der, at jeg bestemt ikke turde snakke om dem, eller bare tænke på dem for den sags skyld og blev enig om, at det ikke var noget, jeg ville nævne for nogen andre.
Herfra ændredes mit liv imod Islam.
Denne oplevelse var omdrejningspunktet, de væsener som kom og hjalp mig var fra Malakut – af Nur(lys), store kæmpemæssige væsener, arbejder for det gode skabt af Zikr Allah”
I starten forstod jeg ikke, at det var Islam. Jeg havde følelser i mig, og alt senere hen blev brugt som reference tilbage til Islam(da det nu var min baggrund, selvom jeg havde glemt den i høj grad) – men alt var Islam, jeg sagde det så mange gange til mig selv, se! Alt er Islam. Jeg kiggede i bøger, artikler, men mest af alt var jeg lige pludselig interesseret i åndelighed.
Jeg læste om Yoga, jeg brugte tid på at strække ud – så den stilling man læser – Salah i – den var god for udstrækning af benene, blodomløbet, rygsøjlen forblev ret, og den eneste stilling man kunne foretage sig efter at have spist, det hele førtes tilbage til Islam i al sin perfekthed helt ned til mindste detalje – sådan var Islam.
Skaberen – som havde skabt alle træer og vanddråber og græsstrå, og de var så smukke alle sammen, og der var lykke i selv at se på en fugl, den gjorde mig glad, alt var blevet nyt, som et slør blev løftet og de rigtige farver kom til syne.
Men før disse erkendelser, og før ideen om Islam og Allah kom til mig, var jeg stadig fanget i et miljø af ondskab, et miljø styret at Satan, og vejen ud herfra havde sine oplevelser med sig.
Jeg var omgivet af shaiyateen/jinner. Jeg søgte imod naturen til at starte med, det var en søgen efter naturlighed, renhed og sandhed, men i denne periode var jeg stærkt påvirket af jinner i den grad, at det hele er som en tåge af erfaringer, jeg har gjort og set.
Jeg sad ude på Christiania – samlede folk, nye mennesker og snakkede med dem, var deres gæst, jeg følte jeg havde vinger, jeg følte mig stærk om natten, og om dagen bevægede jeg mig rundt på mine ben, jeg gik alle steder hen og bare oplevede verden. Det var en periode på ca. 2 måneder, hvor jeg drev rundt, dog tålmodig og altid med mad, uden så mange penge.
En aften mødte jeg mennesker jeg kendte, min krop var frisk og udstødte alkohol, som var det naturligt for den at reagere effektivt, jeg brækkede bare det hele op igen og var frisk stadig. En veninde sagde til mig, at jeg skulle passe mere på mig selv og tænke på universets kræfter som ville beskytte mig, og her fra fandt jeg ro i at tænke på universets kræfter og en ultimativ omfattende og beskyttende kraft, i forhold til al den ondskab, jeg oplevede omkring mig.
Stærkt påvirket af jinner, idet jeg her vil berette om forskellige oplevelser. Jeg blev venner med idé-starterne på staden, og begyndte at være der, jeg kom en dag, jeg kommunikerede med andre besatte mennesker, tiltrak dem, og vi sad der og magt demonstrationerne kom. Jeg gik forbi en mand, sagde prøv se – spredte mine åndelige vinger for ham, og satte mig ved et bord, det hele var underligt der blev spillet musik, men det var som om det var mig, der dirigerede den, og alt omkring mig havde lige pludselig en åndelig reference, jeg så der jeg sad, og så det som symboler, jeg sad på en tromme.. Jeg var skæv og påvirket af Jinner. En nat følte jeg mig en enorm styrke som om jeg kunne bøje en lygtepæl, jeg var besat af kræfter, og mennesker troede jeg var på stoffer, jeg løb rundt på bare fødder og spillede fodbold, hjalp mennesker, slappede af, gik meget, roede i båd, kano, strakte ud, og tabte mig 10 kilo og fik muskler af dette.
Den 6/6-2006, stadig omringet af alle disse shaiyateen på Christiania, de kaldte på mig, på en måde jeg gik med dem, hvor det langsomt gik op for mig, at det var dårlige mennesker, for som udgangspunkt var alle gode. Jeg vidste slet ikke hvem jeg var eller hvad jeg var af alle de underlige kræfter jeg var omgivet af. Jeg mødte pludselig en fyr, jeg bildte mig ind var Svante fra Benny Andersens Svantes viser, et forsvundet individ, en anden hjemløs kaldte mig til sig og fortalte mig om verden, og et kort blev tegnet for mig over de forskellige steder, han havde været. Han fortalte om, hvordan man blev straffet i mange år, men det blot var en lang periode, der tog en tid, hvor man så var ude af den igen, jeg undskyldte mig derfra, en negativitet sprang i ham.
Men den 6/6-2006 var jeg sammen med en gammel dame, en dame som jeg hjalp med noget velgørenhed af en art, her mødte jeg en kristen fyr, jeg senere og i dag stadig kender han snakkede godhed og hjælp til fattige, politiet var alle steder, og vi tegnede på gaden. Jeg lavede en tegning lidt efter tolv, sagde til damen, hvorfor sagde du ikke vi skulle tegne? Tegnede i spiraler, en uendelighed der var bundet af sig selv, omgivet af en trekant med verdensbefolkningen inde i – og sagde det her er verden. Jeg blev påvirket stadig af ondt, jeg så trekanter og andre symboler, faktisk så jeg shaitaans metoder brugt i verden, i reklametavlers disponering, cigaretpakker, gennem psykologien. Ja måske var det, måske var det ikke, jeg var ikke helt normal. Men åndeligt følte jeg mig som en kriger, der var klar til at kæmpe, både med sindet og med kroppen. Om det var sandt eller Shaitaans indflydelse ved jeg ikke.
Den Jinn som kom ind i mig, som jeg ser det nu, som en teori, må have været det de kristne på staden, kendte som deres helligånd de påkaldte, og som de kunne mærke, hvis kraft. En Mushrik, som var inde i mig, der gav mig vildledende ideer om mig selv i høj grad. Jeg lå i en hængekøje, imens de lavede deres bønner til gudsønnen og en følelse af løgn og ubehag kom i mig, og da for hver gang taleren nævnte ordet i sammenhængen gudsøn eller, sønnen som gud, blev det overdøvet af fyrværkeri udenfor, selvom han prøvede at snakke højere, for hver gang lød et brag. Imens dette skete, havde jeg negative tanker om talerens ord, men larmen udenfor gjorde at han ikke kunne komme til tale med de ord han ytrede. En dame sagde at helligånden, som hun kunne mærke havde fortalt hende noget som hun syntes at hun skulle dele med os andre, imens jeg tænkte at det umuligt kunne være helligånden, gik det op for mig at det var mig, som havde tænkt netop den tanke. Det var noget med at Gud var nok til at tilgive dem alle, altså hvis de bad Ham om det, og de behøvede ikke at spørge til Jesus, noget i den stil. Men jeg er usikker i min erindring herom, jeg prøvede her blot at lede tilbage til et problem, for at gense hvad der måtte være sket. Jinnen, der langsomt havde styr over mig og min selvopfattelse må have taget fat i hende og sagt, hvad jeg havde tænkt, da det føltes som om det var mig, der sagde dette direkte. Jeg blev bare overrasket over, at hun fik det at vide, og i mine tanker prøvede jeg at udrede, hvad jeg havde tænkt. En anden gang, fortalte jeg damen noget hvor jeg begyndte at snakke med hende helt tæt lige pludselig om en personlig ting, hvor hun blev glad og åndelig, hvor hun spurgte, hvordan jeg kunne vide en sådan ting?, men jeg svarede hende det ikke men tyssede stille på hende, men jeg vidste det ikke selv og kan ikke huske hvad jeg måtte have sagt. Den Jinn inde i mig har danset med min nafs i for lang tid.
Jeg så Sandheden som det at ALT er skabt af Allah Den Perfekte Skaber, – vores hænder, luften, græsset, en blomst, en regndråbe, en myre, en følelse, et hjerte. Jeg gik og tænkte, at jeg kunne tage en hvilken som helst gren op, ikke den… men den ser flot ud! og tage den og kigge på den for at se Sandheden, men det var dog ikke nok alligevel, der manglede noget. Hjertet tilbad ikke, som det skulle. Tingenes sandhed var der, men det ledte alt imod Skaberen – Allah – The Originator. Jeg tog tid før jeg forstod dette centrale punkt og gik skridtet videre imod Ham. Det er jeg ked af. Allah er meget Barmhjertig.
Man kender først sin Skaber når man kender sig selv, dette er den spirituelle rejse.
Jeg gik og lagde mærke til perfektheden i vores konstruktion, vores kroppe som var bygget, til at løbe til at gå, jeg løb og jeg gik, så hvordan man opnåede størst effekt ved hvert enkelt skridt, mærkede hvordan fødderne tilpassede sig jorden man trådte på, med tæerne der tog blødt fat om jorden og skubbede en frem, smukheden i kroppens elegante bevægelser i høj fart, instinkterne der gjorde kroppen til en levende mekanisme, der balancerede sig selv, på rette spor igen, hvis den lige trådte en tand skævt, den strømmede igennem tiden, alt var i sin harmoni.
Jeg kiggede længe på mine hænder, knugede dem, tænkte hvordan jeg kunne styre dem så godt, jeg synes de var så flotte, skabt af Allah, og øjnene, de var sværere at se. Jeg tænkte, vi havde lunger, og vi kunne trække vejret, dybt, og jeg duftede til blomster, og de duftede godt, og de var flotte, og insekterne, bierne og bladene alt var liv og det var sommer, og jeg blev inderligt glad, når jeg så noget, der levede i Guds harmoni. Kroppen blev mere en “den”, et skib, en ting som var en ting lavet for verden at bo i. Den blev træt og den blev sulten og den skulle have motion og den skulle udstrækkes, jeg tog fat i hvert øjeblik.
Denne verden havde i alt i sig, en begrænset struktur, det var noget indespærret der ikke kunne undslippe sin egen skæbne eller hjælpe sig selv på nogen måde imod det, at det var forgængeligt i sin begrænsning, samtidig med at jeg vidste, at der også fandtes dets modsætning, som var stærkere i alt, hvad det var – det Positive. Som inspiration fra tegningen d. 6/6-2006, så jeg hvordan de positive kræfter stod overfor de negative, og hvordan deres styrker, hver især var forskellige idet det positive var uendeligt, hvorimod det negative blot var i en begrænset form.
Jeg så verdensnydelse og det materielle, der var ligesom et saftigt stykke kød, der giver smag i starten, indtil saften går ud og man tygger videre indtil man kan sluge det. Alt dør bort, kun Allah er evig! Så at udskifte alt det, som er dømt til at forsvinde, ud med Den ene, som giver alt liv – Allah – ! Dette var valget der startede den indre kamp. Inde i mig mærkede jeg, at det hele bare var leg og morskab og det skulle jeg give afkald på for at opleve en renere følelse af Sandheden, og jeg reflekterede over, at det som var nødvendigt for at kunne videregive disse følelser var selv at opnå en tilstand af renhed for at kunne leve med Sandheden. Allah ændrer ikke noget ved en førend man ændrer, hvad der er inde i en.
I mine tidlige dage af Islam tog jeg for meget byrde til mig og blev tævet godt af min nafs, og som modsvar prøvede jeg at tæve den tilbage, indtil jeg indså, at jeg bare tævede mig selv. Jeg holdt ikke balance i tingene og det blev hårdt for mig selv, den indre kamp er en svær kamp, hvor balancen er vigtig!
Der er balance i alt hvad Allah har skabt, og Allah kan godt lide balance. Råd som disse fik jeg af en, som var sufi gennem mange år, som jeg havde mødt gennem familien, og dette blev min omgangskreds af venner, jeg takkede Allah for at have givet mig, gudfrygtige mennesker som kun lever for Ham(swt), som Er(swt).
Men mit bevidste valg til Islam havde ikke kun positiver sider, som sagt, for med det negative i hver af os kæmper det imod alt det der er godt. Fra jeg tog skridtet imod Islam blev åndeligheden slukket i mig, og jeg gik hen og blev nedtrykt over at have mistet dette. Men jeg vidste at jeg skulle arbejde mig op igen, det måtte være det Allah ville have af mig, at kæmpe, og stadiet var ikke nødvendigvis kun dertil hvad jeg havde oplevet(inshALLAH), hvor meget af det dog var blandet med ondskab. Her var en start til den indre Jihad blevet mere dyb. Dette var kampen imod, samt forståelsen af Egoet, for at kunne forstå Sandheden i sin reneste form. Det var denne logik jeg tænkte, da jeg mærkede, hvad der var ved at ske med mig, hvorfor jeg ikke var så glad og selvsikker mere?, jeg skulle arbejde hårdt og forene Sandheden med mit ego. Jeg lukkede øjnene mange gange under mit ophold på staden, i starten af min rejse, og så det positive overfor det negative, og kæmpede med mit indre. Jeg så to stråler af kraft som fra deres udspring viklede sig sammen i en spiral der søgte opad og oppe i toppen var de to forbundet og de begge pressede imod hinanden. I starten havde jeg dog mere styrke som sagt og det i det positive og kunne holde det negative nede med en stærkere kraft, presse den ned og holde den der, hvis den sagde noget eller jeg mærkede noget. Jeg var derfor frisk, ikke sløset og fuld af fart. Til tider vandt den negative fuldstændigt over mig og var den styrende kraftkerne.
Jeg undertrykkede hele tiden det onde i mig, min nafs og det var så snu en måde at gøre det på, ved brug af positivitet! Når den mindste anledning til onde tanker kom, begyndte jeg at meditere i en form, hvor jeg stoppede alle tanker og begyndte at lytte, lytte til alt omkring mig og prøve at finde hver eneste detalje af lyd, en måde at koble af og finde ro, som en larm der bliver slukket. Men fælles for alle disse metode var at opnå balance, og lykke derved, forsaget af positivitet, som ødelagde hvad ondt der måtte være omkring. Selv da jeg mødte mennesker med onde øjne, folk der var besat eller bare udstrålede ondskab, var det intet, jeg vidste at den positive kraft var stærkere. Men det som skete ved mig som person da jeg kom til Islam, var, som jeg ser det nu at min negative del, som levede i verden, blev så ked af skulle give afkald på livsstil og venner, at jeg gik med til at lade det negative vinde styrke, da jeg inderst inde havde svært ved at give slip. Det endte med, at det negative voksede i styrke da jeg kom til Islam.
Men Allah er med en overalt, lige meget hvor man er, og det er det vigtigste, man kan altid, tilbede Ham og bede til Ham!
Det var som om jeg var i balance med mig selv på alle måder, både min fysik og mit sind, jeg havde tabt mig ca. 10 kilo, og hev mig selv op af et reb, der hang af et træ, også mht. kampsport kunne jeg nærmest angribe og forsvare mig i høj fart. Og jeg fik af Allah, velproportioneret sund mad. Jeg levede ved at undertrykke det onde og være positiv og glad, tilfreds og tålmodig. Langsomt kan jeg huske, hvordan denne effekt begyndte at gå af, denne balance, og jeg begyndte at høre min negative side snakke, idet jeg blev forarget over den, jeg kan huske bemærkningens omdrejningspunkt i den situation, det var som noget ondskab, dybt i mig som havde fået lov til at gå sin egen vej, som var blevet frigivet, til egen vilje. Den positive kraft aftog langsomt, indtil jeg rigtig tog Islam til mig, og valgte at virkelig kæmpe for Allah. I starten da jeg røg helt ned i åndelighed kan jeg huske jeg tænkte, jamen hvor lang tid mon det tager at arbejde sig op? Her kom bønnen, og det at tænke på Allah, som gav tilbage, det gav styrke til det positive. Jeg kom langsomt i en tilstand af renhed i det fysiske, mit tøj og mit indre begyndte at arbejde ved at tænke på Allah, og jeg fandt glæde i tilbedelse imens jeg var i en tilstand af renhed. Det var dejligt at tage et bad, tage rent tøj på og møde sin Skaber, så ofte man ville gennem Salah – Den største glæde, og Han(swt) selv renser hjerterne ved Salah. Allah er den bedste til at planlægge og Hans udslag og hensigt med denne rejse på jorden, som først slutter ved døden, er kun Han Herre over.
Må Allah Give Jannah på jorden til alle dem som vil være Allahs slaver, bevidst og bøje sig for deres Herre af deres frie vilje, og elske Ham for at være afhængighed af Den Storslåede, og må Allah give tilbedelsens gave til Alle der må have viljen til at søge Sandheden, Ameen.
Jeg har således fundet ud af at Tasawwuf uden Ilm ikke fører en frem, men nærmere ind i blindgyder, hvor man kan stå lang tid. Ilm og refleksion deraf gør at sandheden udforskes som den er både enkel at forstå og omfattende – den er den eneste vejviser og består af de Hellige skrifter(Quran, Sunnah og Hadith).
