Laila Beretter: Når man føler, man er ren og ufejlbar – Når man dømmer og og tager afstand fra alle andre, som ikke ligner en. Når man tror, at man ikke kan fordærves, såre eller såres.Når en islamisk søster tror hun er fortabt efter en uheldig fortid og søger trøst i andres falske opmærksomhed – ikke føler sig værdig til dette liv, som er givet af Allah(swt). Et ansvar hviler for en, idet mange mennesker har brug for en.
Lad mig fortælle jer om en pige, som engang havde hele verden under sine fødder.
Hun vidste præcis, hvad hun gjorde, sagde og levede. Hendes intelligens og fornuft var betagende. Hendes sind var renere end krystalklar vand. Hendes ord var velovervejet og korrekte. De var som poesi, påvirkede og rørte alle – Stemmen var som en behagelig lindring, som varede ved i manges øre. Hendes blik skinnede varmt igennem en. Hun var en uvurderlig diamant på jord, og hendes potentialer kunne ikke tælles.
Hun var typen, enhver mand drømte om, som enhver mand ville sænke sit blik for, så ærbar var hun. Hun var symbolet på ren ære. Men dagen kom, hvor hun måtte erkende, at hun kun var et menneske med begrænsninger, og som kunne fordærves til at handle imod sit perfekte fremfærd.
En dag blev hun kontaktet af en veltalende fyr fra sin daglige kreds.
Hun var fast og kold overfor hans henvendelse, lod ham ikke komme forbi hendes
ærefulde gitter. Han gjorde alt, men kunne ikke nå ind til hendes intellekt.Hun var svær at friste, for hendes families navn var hendes prioritet.
Men han blev ved. Med hans charme og intellekt, nedbrød han langsomt hendes stærke skjold. Hun så ikke krænkelsen i hans manipulation. Hun lagde ikke mærke til den måde han snigede sig ind gennem hendes overflade. Hun forvekslede hans falske opmærksomhed med oprigtig, sand og ren interesse, indtil det lykkes ham at gøre hendes fornuft defekt. Med tiden blev fornuften udvisket og til sidst lagt helt til side.
En uskyldig snak førte til flere samtaler, og fristelsens grådighed tog over. Forblændet af spænding gik hun med til at mødes, men kun for en gang. Men det blev til flere møder, for hun tabte næsten fodfæstet uden at ane det. Hendes følelser tog over hende, og hun forvekslede dem med oprigtig kærlighed, og glemte motiverne der blev taget i brug. Drifterne tog efterhånden kontrol og kærligheden gjorde hende blind. Hendes skjold var nedbrudt og hun var blevet et nemt bytte uden at ane det. Hun mistede sig selv, sin integritet, og lod sig drive af hans opmærksomhed, som faldt gradvist, jo mere hun gav ham af sig selv.Folks tidligere respekterede blikke blev tavse og negative, men hun var følelseskold over, hvad hun så og hørte af snak. Hun var fanget i følelsernes vold, og samvittigheden blev lænket fast og gav en ubetydelig plads i hendes indre. For hun kunne ikke rumme to modsatrettede kræfter i hendes sind. Det var stadig for tidligt at erkende virkeligheden. Erkende at shaitan havde vildledt hende til smerte og tab.
Manges års opbygning af et godt og respekteret rygte var nu visket bort på ufattelig kort tid, men hun lod sig stadig ikke mærke, for hun lod sin stædighed dække over sin farlig beslutning om at køre spillet ud til sidste ende.
Hendes liv var blevet til en falsk illusion af lykke. En trøste tanke, for alt det som hun mistede så nemt. Uopmærksom fortsatte hun med at ytre sig perfekt for omverden og ikke mindst for sig selv, men inderst inde mærkede hun den voksende smerte og desorientering som hun var midt i, og som hun ikke kunne vriste af sig mere. Hendes stolthed kunne ikke bære erkendelsen at hun ikke var perfekt, at hun kunne handle uret og dumdristigt. I takt med at hendes nafs(ego) fik næring ved af gå væk fra Allahs(swt), blev hendes hjerte koldt og tomt.
Hver dag kom hun hjem med en oprejst pande og falsk glæde for at kompensere for det kaos i hendes indre, som hun ikke kunne betro sine kære. Hvert sekund var smerte for hende, for hun kunne ikke fatte, at hun var nået til et punkt, hvor hun måtte spille den person, hun tidligere var over for sine nærmeste. Den erkendelse, som en gave udefra, rystede hende, og hun fravalgte kraftigt den fristelse, som shaitan havde malet for hende. Han kaldte og blev ved lige til sidste sekund, men hun lyttede nu kun døvt, men det var for sent, han havde vildledt hende på afveje, som førte til ødlæggelse af hendes tidligere jeg.
Hun skyndte sig glad hjem denne her gang og ville omfavne sit liv på ny.
Hun gik ind til familien som var samlet og stilheden ramte hende, for der var en død stemning over dette varme hjem, som hun var så vant til. Søsteren sendte et skuffet blik, imens tårene faldt fra hendes mor. Stemningen var ikke til at tage fejl af, de vidste, hvad der var hændt. Hendes smil forsvandt, hendes blik sænket og munden forseglet. Hun ventede på sin dom. Flere sekunder i fuldstændig tavshed var som pile mod hendes bløde krop. Hun samlede mod til sig, og kiggede op, men blev slået omkuld af sin fars blik. Tårene trillede ned af hendes kinder i takt med at minderne vældede frem for hende, om sin fars betingelsesløse kærlighed, som hun let forrådte.Hendes far rejste sig, nærmede sig hende og hans blik borede sig igennem hendes hjerte. Hans skuffelse og bebrejdelse var ikke til at bære. Han gav slip for følelserne og råbte sin vrede ud i et voldsomt raseri anfald. Noget som hun aldrig havde oplevet før, men kun kærlighed og respekt. Hun blev ramt af hans stemme, som gik lige igennem hende. Hendes spinkle krop rystede og tårene var ustandselige. Hendes indre krummede sig i smerte til et niveau, hvor hun troede, at hun ville dø på stedet, men som klimaks var nået, mærkede hun intet mere. Hendes krop stod stille, mens hun så sig selv udefra, så sin familie omkring hende, hørte ordene som ramte hende fra alle retninger, men de var bare ord. Hun følte sig død i familiens øjne, både psykisk og mentalt. Hun så sin krop blive angrebet fysisk af sin fars tidligere kærlige hænder, og sin mors kolde blik. Som om hendes sinds smerte ikke var nok.
Hun havde påført familien skam, smidt æren ud og dermed deres navn. Den stod ikke til at redde for dem, men kun skille sig af med det støv, hun havde påført dem. Hun blev smidt ud af deres hjerter og dør og glemt for altid.
Intet sted at tag hende vandrede hun hvileløst rundt i alle gader og tårene havde ingen ende. Ingen ville kendes ved hende, heller ikke engang hende selv. Mørket sænkede sig og hun blev grebet af angst, afmagt og kulden, som nagede sig fast helt ind til rygmarven. Hun erkendte i dette øjeblik, at hun virkelig var hjemløs og helt alene. Hun satte sig i ly for blæsten og græd de sidste tårer, før vreden tog over. “Du som har vildledt mig. Hvor er du nu. Kom og tag mig fuldstændig”, råbte hun. Klokken var 5 om morgenen, da hun overgav sig fuldstændigt. Hun rejste sig op og smed alt, hvad hun engang stod for. Hun forlod stedet, efterladende sit tørklæde på jorden – resten af den – hun engang var. Hendes indre var i protest. Hendes selvhad var stort, og hun ville kun leve som det støv, som hendes familie ville se hende som.
Månederne gik med at forulempe hendes indre med mere støv og smerte. Hun dulmede fortiden med druk, sex og uret. Hun straffede sig selv til smerte, for hun fortjente ikke bedre. Hun troede, at den ydre smerte vil erstatte den indre, men hun tog fejl. Hendes syn på sig selv var krænket, og det var ikke til at bære, at en pige som hende kunne falde så dybt.
Det sidste lys i hendes sjæl blev dræbt, og hun kunne ikke se en anden løsning end at forlade denne verden – i håbet om at forlade smerten.
Dette var historien om pigen, som blev forvandlet fra en diamant til støv på grund af de fejltrin, hun lavede og ødelagde sit indre. Den er et eksempel på hvordan en simpel tanke, fristelse kan føre til en beslutning for selv den bedste. Konsekvenser kan være lokaliseret til at omfatte skade eller ar på sind og sjæl eller ramme vores nærmeste kreds. For dem, som har oplevet at komme i uføre, så føles det for de fleste som at være i en ond cyklus, som man ikke kan komme ud af.
Men for jer, som tror der ingen vej er, når først man er faldet, må tro på, at vejen stadig findes. Alle går på den.
Men du søster er gået i stå for en periode. Se op og mærk Allahs tilstedeværelse og kærlighed. Giv det en chance, og vær stærk for alle andre som mangler din styrke. Du lever endnu, og derfor er du elsket af din Skaber. Din hensigt med dette liv er stor, men du skal tag et aktivt skridt imod at finde frem til dit kald, for alle har et kald og burde have et mål i livet. Hvad er dit? Ærbarhed og selvrespekt er en stor dyd, forsvar den og beskyt den, inshaAllah!
Artiklen er skrevet af: (Red- β1)
