Det Gode Selskab – Glæden!
Den blå himmel – denne rødgule skinnende sol – de melankolsk syngende fugle – børnene der leger – menneskene der nyder – et selskab af harmoni og fred.
Fred og ro er dejligt, når det kommer til en, specielt hvis man er en del af det, dvs. befinder sig et sted, hvor stemningen er dejlig og omgivelserne harmonerer med denne stemning. Det kan være en familie sammenkomst i godt vejr, en fødselsdags fest eller andet, hvor man har det godt, da selskabet giver en glæde og ro. En hyggelig aften hjemme hos en selv eller hos vennerne, hvor man drikker te/kaffe, hygger sig med tv og kiks og kager og sludrer og sladrer, bliver også anset som et godt selskab, hvor man bliver afstresset og får glæde i sit indre.
Et andet selskab ude i byen på cafe eller ”Club”, hvor man danser og morer sig med vennerne, bliver anset for det samme af nogle mennesker, idet de på deres måde bliver afstresset – kommer væk fra hverdagen – og ”kan slå sig løs”.
Nogle finder glæde i sport og forlystelser, andre i rejser og udfoldelse af deres fysiske krop eller andet.
Så er der de isolerede, dem som dyrker deres tro, religion, kult eller sekt og finder glæde i det ved meditation eller anden form for sammenkomst eller isolering. Det hele er et stort ræs for at opnå glæde i form af en eller anden form for social samvær – nogle finder endda glæden i isolering, herunder i selskab med sig selv og deres ”ensomhed”.Vi har alle vores forskellige måder og forståelser af, hvad et godt selskab er, men hvem er egentlig kvalificeret til at udtænke, hvad der er bedst for mennesket? Ved det enkelte individ, hvad det bedste er for en selv? Eller kan man definere en speciel formular afhængigt af, hvilket type menneske eller typer af mennesker(grupper), der er tale om? Det er set igennem tiden, at mennesket har taget fejl, når det har udtænkt selv, hvad der er bedst for det. Det er resulteret i krige, hungersnød, umoralskhed, korruption, naturkatastrofer m.v. Nogle vil sige, at enkelte har tænkt rigtigt, men at nogle ondskabsfulde, egoistiske og magtbegærlige mennesker har ødelagt det hele. Andre vil sige, at udgangspunktet har været for sårbart, således at andre kunne tage fordel af det.
Det har vist sig, at Gud reddede menneskeheden ud af sådanne situationer gang på gang. Den Guddommelige indgriben har været til immens hjælp for menneskeheden, uden hvilken menneskeheden formentlig ville have tilintetgjort sig selv!
Gud har grebet ind flere gange i løbet af historien, herunder ødelagt hele nationer, da de var til store gener for andre og dem selv samtidigt med, at de spredte denne selvtilintetgørelse til resten af verden, herunder eksemplet med Sadomos(Lut-nationen), Nooh(Noah)-nationen og den store oversvømmelse og sidst men ikke mindst i vores moderne tid Tsunamien m.fl.Koranen beskriver nødvendigheden af gode mennesker rundt om sig og effektiviteten af at være sammen med gode mennesker, i det såkaldte gode selskab, men samtidigt bliver det også defineret detaljeret, hvad det gode selskab er – hvad der er bedst for mennesket. Skaberen bestemmer således og definerer for det skabte, herunder mennesket, hvilke mennesker, der er gode, og dermed ordinerer deltagelsen i sådanne kredse og samtidigt fortæller hvilke fordele man har, hvis man tager imod denne forordning.
Et eksempel på indvirkning og påvirkning af et sådant godt selskab er eksemplet om de 7 rettroende mennesker i Amman(Jordan) omkring 100 e.kr. tid i Romer-tiden. I en tid, hvor Romerriget herskede i disse egne og i det meste af den verden fra Rom(Italien) og sydpå(Nordafrika) og Øst(Persien) var undergivet Romersk overherredømme.
Romerne var afgudsdyrkere og troede på astrologi, og de tilhørende elementer heri – solen, månen, stjernerne, planeterne samt elementerne i verden såsom vand, jord, ild og luft(sten) som guder. Efter at Hazrat Isa(Jesus) havde spredt og genbekræftet budskabet om Den Eneste Ene Gud(Allah) efter Moses og Abraham m.fl., var en stor del af Mellemøsten dog stadig afgudsdyrkere med forskellige slags religioner og guder alt afhængigt af hvilken egn man kommer fra. Man troede, at guderne var beslægtet og forbundet med den egn, man kommer fra. Således konkurrerede man indbyrdes og med fjerne egne om gudernes kræfter, magt og status.
Nogle enkelte blandt Romerne og blandt den lokale arabiske befolkning troede inderst inde på, at der kun fandtes En Gud i lighed med jøderne og de få kristne dengang, der dog var begrænset både i tal og udspredelse i omegnen omkring det nuværende Jordan, Syrien og Israel.
En romersk mand ved navn Maximus plejede at bede i en Grotte nær Amman(gammel navn?) til Den Eneste Ene Gud i al hemmelighed, idet han var svigersøn til den daværende romerske general i området. Han fik hurtigt nogle andre til at følge sig i sin tro om Den Eneste Ene Gud, men da det romerske styre og præsterne fandt ud af det, blev de alle sat i fængsel. Med hjælp fra nogle andre troende blandt de romerske soldater og andre lykkedes det dog Maximus og hans venner at flygte derfra og til den grotte i udkanten af en landsby tæt på byen Amman, hvor Maximus plejede at meditere og bede til Gud.
Den romerske hær fandt dog deres tilflugtssted, men kunne ikke komme ind, idet de hver gang fik deres livs meget skrækslagne chok, da de gik ind i grotten(surah Kahf). Allah(Den Eneste Ene Gud) beskyttede dem således mod kongen og soldaterne. Chokket var så stort, at flere besvimede og døde. Allah reddede disse mennesker fra døden ved at få dem til at falde i en dyb søvn i 300 år(solare) og 309(månedlige), og da de vågnede efter alle disse år, var deres kroppe ikke forældede – de var i samme fysiske, mentale og sjælelige stand, som da de sov. (Læs forklaring af surah Kahf).
Sammen med dem sov deres trofaste hund ”Qitmeer”, som er den eneste hund, der vil komme i Paradis. En hund bliver normalt anset for at være uren af både fysisk og sjælelig karakter i Islam, men når en hund som Qitmeer kan indtræde Paradis efter at have været i selskab med gode mennesker(de 7 rettroende mennesker), idet hunden kun sov med dem, hvad kan mennesker så ikke opnå ved at være i et selskab, hvor der er rettroende mennesker?Hvad er egentligt rettroende mennesker? Det er muslimer, som ikke kun udfører Islams pligter, beder og holder sig fra, hvad der er forbudt(Haram), men som samtidigt har Allahs lys(noor) i deres hjerter, foruden at have viden om Quran og Hadis m.m. Mumineen(de perfekte), som spreder Allahs lys, når man sidder med dem. Folk, som beder og holder sig fra bagtale og sarkasme og i det hele taget ikke skader andre med deres tunger.
Et andet eksempel på selskabet af gode mennesker er beretningen om manden, der myrdede 99 mennesker, jf. Bukhari, vol. 4, bog 56, hadis nr. 676. I denne hadis berettes om en mand, der havde myrdet 99 mennesker og gik til en lærd(aalim) for at høre, om hans muligheder for at få tilgivelse. Da den lærde fortalte ham, at han ikke kan tilgives, dræbte han også ham, idet den lærde åbenbart ikke havde forstået andet end Koranens ydre betydning. Efter at have dræbt 100, inkl. den lærde, gik han til en klog muslim og spurgte om det samme, hvorpå han fik svaret, at selvfølgelig kan han tilgives. Manden spurgte morderen, om hans synder var større end Allahs barmhjertighed, hvorpå morderen svarede nej. Den kloge muslim anbefalede ham derfor at andre og bede om Allahs tilgivelse og samtidigt holde sig væk fra dårligt selskab, dårlige mennesker og i stedet søge et godt selskab og gode mennesker. Efter at have angret forlod morderen de muslimer, som var dårlige og begyndte at gå mod en landsby, som han havde hørt om, at der kun var gode mennesker der og mange mumineen, dog døde han på vejen dertil. Der blev uenighed mellem de straffende engle og de belønnende engle om, hvorvidt denne person skulle i Helvede eller i Paradis, idet de straffende engle mente, at han jo havde begået 100 mord og endnu ikke var blevet tilgivet, men de belønnende engle mente, at han havde jo en intention om at nå landsbyen med de gode mennesker og havde angret. Ærkeenglen Jibraeel(Gabriel) kom for at afgøre denne uenighed(tvist), og bestemte at måle distancen mellem den dårlige og gode landsby. Det viste sig at morderen desværre var tættere på den dårlige landsby, hvorfor Jibraeel bestemte, at morderen skal straffes og i Helvede. Men det viste sig, at morderen pludseligt lå tæt på den gode landsby og at jorden havde trukket sig så meget sammen, at jorden havde flyttet morderens krop tæt på den gode landsby, og dette undrede ikke kun Jibraeel men også resten af englene. Allah havde selv beordret jorden til at trække sig sammen samtidigt med at morderens lig skulle være tæt på den gode landsby, idet kun Allah vidste, at morderen – da han angrede til Allah – var oprigtig, og pga. at han inderligt angrede, indtrådte Allahs grænseløse tilgivelse, som selv Allahs vrede ikke kan slå og morderen blev overgivet til de belønnende engle.
Ovennævnte autentiske beretning fortæller om vigtigheden af intentionen samtidigt med vigtigheden af at være med Allahs gode mennesker, idet Allah elsker sine gode mennesker. Da morderen kun havde en ren intention om at angre og angrede og bestemte at tage over til den gode landsby for at angre igen og håbe på, at Allah vil tilgive ham der pga. stedet og de gode mennesker, tilgav Allah ham ikke kun, men Allah sørgede for at bringe det fysiske i orden, dvs. jorden og hans lig, der blev placeret af Allah tættest på landsbyen, hvor storslået en barmhjertig Allah er vi skabt af.
Allah elsker at tilgive og være barmhjertig, selv mod de slemmeste, intet er større end Allahs barmhjertighed og nåde, heller ikke 100 mord. Et enkelt mord er nok til at komme i Helvede, idet det er utilgiveligt iht. Quran og Hadis. Men denne morderes oprigtige intention og beslutsomhed i at følge den kloge mands råd om at angre blandt gode mennesker fik Allah til at åbne op for alle mulige døre for morderens tilgivelse, subhanAllah, alhamdulillah Allahuakbar.
Der er utallige fordele ved at være blandt gode folk. At angre mens man er blandt gode folk, giver en meget større chance for at få tilgivelse pga. det gode selskab – de gode mennesker. Allah kan nægte en alene, men vil ikke nægte en, hvis man er blandt de gode mennesker, idet deres tilstedeværelse skaber en mægling til Allah en wasilah(Tawassul). Gode folk er ikke nødvendigvis en islamisk lærd, men oprigtige muslimer, som Allah har renset hjerterne på og givet viden(ilm) og dybdegående viden samtidigt med praksis og hensynsfuldhed og medlidenhed med ikke kun muslimer men mennesker og dyr, natur og alt, hvad Allah har skabt – alle Allahs skabninger. Der findes som bekendt ikke andet end, hvad Allah har skabt!”Undtaget er dem, som angrer, som er troende og som laver gode gerninger – for disse vil Allah ændre deres dårlige gerninger til gode, visselig er Allah den mest tilgivende og den meste barmhjertige” – (Quran, 25:70)
Jeg vil afslutte denne længe ventede artikel med et citat fra Khawaja Moinuddin Chisti(ra), som sagde:
”Dårligere end en dårlig gerning er at være blandt dårlige mennesker, bedre end gode gerninger er at være blandt gode mennesker”
Skrevet af: Rizwan Tabassum(RT/Red @99)
